Comments on: Fire søjler eller et kildevæld — om metaforernes magt over sindene

By: Patruljekompagni

Patruljekompagni — Sun, 15 Feb 2009 20:16:20 +0000

sjov beskrivelse af forløbet.

By: Patruljekompagni

Patruljekompagni — Thu, 28 Aug 2008 12:26:39 +0000

Spændende læsning!

By: Thomas

Thomas — Thu, 21 Apr 2005 19:23:41 +0000

Tja, ikke så tosset. Den vil jeg overveje …
Th

By: Morten

Morten — Thu, 21 Apr 2005 10:13:38 +0000

En tanke: Kunne de to metaforer søjler og kildevæld eventuelt smelte sammen i en akvædukt-metafor – på søjlerne (de samme) bæres inspirationens kilde frem fra fortiden til nutiden?
Den kan vendes og drejes på flere måder. Man kunne også have en firesporet akvædukt?
Det største problem er nok bare, at man kan se akvædukten som symbol for en lidt for ’ensporet’ historietænkning – akvædukten kan tøjle kildevældet, men kan dermed komme til at fremstå deterministisk. Med mindre man selvfølgelig laver en meget bred akvædukt, der snor sig og deler sig undervejs (eller på anden vis symboliserer et multifacetteret historiesyn). Men så mister det let sin værdi som en ’simpel’ metafor.
Akvædukten kunne selvfølgelig også tolkes som menneskets konstruktion, der skal ordne og give mening i historiens kaotiske kildevæld… Med akvædukten er der endda stadig en klassisk metaforik i billedet, der kommer ud over ’tempel’-problemet som Hanne er inde på.
- Vand er i øvrigt en god metafor, synes jeg. Man ved aldrig, hvad der findes i dybet eller hvad det fører med sig med strømmen eller flydende ovenpå. Eller hvad strømmen afdækker eller skjuler med tiden. Grafisk kunne man jo også lade de nuværende søjler være lavet af vand og flyde sammen både for oven og for neden.

By: Thomas

Thomas — Mon, 10 Jan 2005 21:44:47 +0000

Hmm? Det er det måske noget om … Hvad siger I andre?

By: Hanne

Hanne — Mon, 10 Jan 2005 21:08:25 +0000

Nej, søjlemetaforen er ikke god, det er svært at se for sig, hvordan de tykke, bastante, ensudseende søjler af marmor lader sig integrere til noget andet, og i det hele taget lader sig integrere. Og hvad selve tempel-metaforen angår, er det heller ikke så heldigt. Jeg tror, Jeanne Cannizzo har ret i, at det folkelige billede af et museum er “a neoclassical temple acting as a national treasure chest or tomb for the relics of past civilizations…” (Encyclopedia of Social and Cultural Anthropology, 2002). Kildevældet er bevægeligt og foranderligt, det kan vi lide. Men det er også fuldstændig uden for kontrol, det vælder formålsløst afsted i tilfældigt skiftende retninger. Netop derfor kan jeg godt lide kildevæld, men ikke som metafor for Museion.

By: Signe

Signe — Wed, 05 Jan 2005 14:26:34 +0000

Søjlemetaforen er i mange henseender god. I samtalen med Thomas var min indsigelse mod den mest af alt, at den er statisk. Søjlerne står og står. Og når de først er bygget op, kommer de ikke rigtig ud af stedet. Billedligt set.

Forslaget var, at man skulle finde en mere dynamisk, levende, organisk og bevægelig metafor for det fremtidige arbejde på Museion. Og kildevældet er en fin metafor, synes jeg. Helt poetisk!

Kildevældet er en mindre stringent og knap så pompøst et billede i forhold til søjlerne. Men det signalerer bevægelse og mangfoldighed, og metaforen kan rumme både hovedstrømme og forgreninger i husets aktiviteter. Det er en kvalitet.

~ Signe