recent biomed, acquisition, Museion concept, displays/exhibits
Hvor passer den “alternative behandling” ind i Medicinsk Museion-konceptet?
Det var en fornøjelse at tale om Medicinsk Museion-konceptet hos museologerne i Umeå. De er en lille gruppe (og de studerende var i gang med eksamenslæsning) så fremmødet var ikke i tre-siffrede tal — men jo færre der kommer, des bedre plejer seminardiskussioner jo at være - også denne gang. Det er en god og engageret gruppe bestående af idehistorikere, etnologer og folk med praktisk museumserfaring — og vi fik en lang diskussion om problemerne med at samle og udstille den moderne biomedicin, dvs. hvordan man kan gestalte og visualisere genteknologi, hvordan anonyme apparater kan udstilles, om repræsentationsproblemet etc. Et af de mest kritiske spørgsmål kom fra etnologen AnnCristin Winroth, som lige har publiceret sin phd-afhandling Boteberättelser: en etnologisk studie av boteprocesser och det omprövande patientskapet (Umeå 2004; ISBN 91 7305 764 9), og som mente at konceptet tilsyneladende udelukker den alternativ medicinske bevægelse. Det måtte jeg indrømme at vi ikke rigtigt har talt om. Personlig synes jeg måske ikke det er det helt store tab, men jeg kan godt se, at det kan give ophav til principielt interessante diskussioner, både internt i huset og eksternt, om forholdet mellem biomedicin og “alternativ medicin” og “folkelig medicin”. Så spørgsmålet er, skal vi have plads til “alternativ” og “folkelig” medicin i Medicinsk Museion-konceptet? Og i givet fald, hvordan? Som kontrastpunkt? Som det larmende fravær? Som kritik? Som de Andre (otherness, alterity)? Er der nogen, der har et bud?
25 May 2005 Thomas
På udstillingsfronten ser jeg ikke noget problem i at integrere den alternative medicin, når de forskellige emner behandles. Homøopatisk medicin kan fint integreres med andre former for lægemidler, som beror på tro og viden om kemiske virkninger i kroppen. Kinesisk akupunktur kunne finde plads i området om smertelindring af kroppen på linie med smertelindrende piller og egentlige bedøvelsesformer som fx kloroform og lattegas. En enkel integration kræver imidlertid, at vi vender perspektivet fra et “indefra”-perspektiv, som præger de nuværende udstillinger (dvs. hvor medicinens historie er anskuet ud fra de forskellige sundhedsfaglige professioner og deres afgrænsninger) til at se på samlingerne “udefra”: Odontologi bliver til “tænder”, anæstesi kommer under området om “bedøvelse/ smertelindring”. Mere herom i mit udstillingsoplæg, som er på trapperne. Om vi direkte skal forske i alternativ medicin - nej, for vi har jo et satsningsområde, som vil lægge beslag på størstedelen af vores forskningskræfter.
Kære Thomas
Jeg er efterhånden ved at være godt forvirret - derfor kunne jeg godt tænke mig at vide hvad Medicinsk Museion konceptet er i Maj 2005?
Udfra det ovenstående indlæg lyder det ikke som Medicinsk Museion konceptet af januar 2003.
Skal det opfattes sådan at Medicinsk Museion nu kun gælder biomedicin?
Er der en forskel på Medicinsk Museion som institution og Medicinsk Museion koncept - eller er det et og samme?
Rundtossede hilsener
Anders
(Nej, selvfølgelig skal vi ikke selv forske i alternativ medicin — lige så lidt som vi skal lave medicinsk forskning.)
Men ellers — spørgsmålet om “altenativ”/”folkelig” vs. skolemedicin (biomedicin) er mest interessant, synes jeg,, fordi det belyser biomedicinens grænser, området for dets magtesløshed, derude hvor den ikke kan fange menneskernes opmærksomhed, fordi de vender sig til andre behandlingsformer. Det er jo et paradoks, at i takt med at biomedicinen faktisk er begyndt at virke, jo mere har folk søgt sig til “de alternative”. Et udstillingsemne som “Den molekylære magt” (genterapi) kan derfor kontrasteres med “den molekylære magtesløshed” (fx. zoneterapi).
Hej Anders — jeg kan godt forstå at du er rundtosset — for konceptet har jo gennemgået flere fortolkningscykler op igennem årene — fra mit “hyrdebrev” af den 8. august 1999, via Handlingsplanen af marts 2003 og til idag.
Jeg tror at artiklen til Novo Nordisk Fondens årsskrift 2004/2005 (http://www.museion.ku.dk/upload/nn_fonden_2004.29-33.pdf) er det bedste bud indtil nu på en præcisering af kapitel 8 i Handlingsplanen af marts 2003.
Men der vil nok komme yderligere fortolkningscykler fremover — både præciseringer og forskydninger. Så skyd løs …
Thomas, folk søger jo ikke alternativ medicin, når “biomedicin virker”, men når “det” ikke virker. Selvom man muligvis er blevet bedre til at holde en kræftudvikling nede, er det stadig kun nogle få typer (testikelkræft, nogle leukemiformer), der kan helbredes i de tilfælde, hvor kirurgiske indgreb ikke kan gøre det. Her kommer healeren ind i billedet, som den der holder liv i et håb.
Hej Hanne — hvad er vi egentlig uenige om?
PS. Hvis Medicinsk Museion handler om “medicin i kulturen og historien”, som der står rundt omkring i handlingsplan, hjemmeside mm., så betyder det vel (som jeg forstår det), at det handler om menneskers konstitution, sundhed og sygdomme og deres forholden sig til samme som individer blandt andre individer, dvs. som samfund i tid og rum. Hvis det er det, “medicin i kulturen og historien” betyder, så er det jo slet ikke aktuelt at spørge, om der skal være plads til alternativ medicin. Det eneste korrekte svar ville være: selvfølgelig.
Jo, men samtidigt har vi defineret biomedicinen som satsningområde (fokusområde mm). At “satse/fokusere” på biomedicin rejser så spørgsmålet om hvordan man håndterer “de andre” — derfor AnnCristins spørgsmål, og derfor mit spørgsmål: Hvordan begrebsliggør man forholdet mellem skolemedicin og “alternativ medicin”. Og her er det, for mig at se, ikke nok at bruge aktørernes selvforståelse og egne kategorier.
I Multitude (fortsættelsen af Empire) prøver Hardt og Negri at konceptualisere det, der i forskellige modernistiske samfundsteorier blev kaldt “folket” i forhold til “empire”. I en sådan optik ville biomedicinen kunne ses som en integreret del af “empire”. Men er den alternative medicin så udtryk for “multitude”?
Jeg ved ikke om vi er uenige. Men når du skriver: “Det er jo et paradoks, at i takt med at biomedicinen faktisk er begyndt at virke, jo mere har folk søgt sig til “de alternative”, så er det jo som om du laver en tæt sammenhæng mellem biomedicinens succes og folks (’forræderiske’) valg af alternativ medicin. Jeg mener ikke der et paradoks (men absolut en kompleksitet). Der hvor biomedicin er succesfuld, bliver biomedicin proriteret af ‘brugerne’. Det er det generelle mønster. I det hele taget bliver biomedicin prioriteret, når ‘det’ har noget at byde på - men løser ikke alle de problemer, mennesker knytter sammen med mental og somatisk sygdom. Mennesker fravælger meget sjældent de tilbud, der gives - men rigtig mange søger mere end én løsning ad gangen.
Sprøgsmålet er: Tager Medicinsk Museion udgangspunkt i mennesker? Eller i medicin?
Spørgsmålet om “medicin eller mennesker” er i mine øjne alt for vagt.
For hvad mener du med “medicin”: en samling sociale systemer? et historisk bestemt hegemoniforhold? et stykke “technoscience”? et konglomerat af kulturer og subkulturer? et økonomisk system? et politisk system? en form for “governance”? Pick and choose! (Og hvad med “mennesker” — mener du “menneskerne” (”folket”, “brugerne”, “konsumenterne”) eller enkeltindivider? Er “medicin eller mennesker” en anden måde at sige “systemet eller individerne”? )
Jeg tror ikke at Medicinsk Museion kan vælge mellem medicin eller mennesker. Jeg tror vi skal tage udgangspunkt i at “medicin” (herunder “biomedicin”) er et vagt (teoretisk underdetermineret) begreb, som rummer både magtfulde forsikringsselskaber, blodspyttende individuelle børn, kræftsvulster, tekniske dimser, søde minigrise, økonomiske transaktioner og kærlighedsrelationer mellem flotte kvindelige læger og omsorgsfulde mandlige sygeplejersker. Alt dette er for mig “medicin” (dvs. den rummer i høj grad “mennesker”), men den kan analyseres på mange interessante måder.
Så spørgsmålet for mig er hvilke analytiske tilgange som er de interessante, og hvilke analytiske tilgange som giver mig (med kasketten medicinhistoriker på hovedet) mulighed for at forstå verden lidt bedre end jeg gjorde før. Samme gælder vel dig: hvilke analytiske tilgange giver dig mulighed for at forstå verden lidt bedre?
På registreringsområdet er der ikke nogle problemer med at arbejde med hverken biomedicin eller alternativ behandling.
Jeg kunne dog godt tænke mig et mere nuanceret billede af koncepter.
Den diskusion som du omtaler Medicinsk Museion-konceptet, synes for mig mere at lægge op til en diskution om forskningens fokusering - hvis jeg altså har læst hyrdebrev, handlingsplan, hjemmesider m.m. rigtigt!?!
Af ovennævnte fremgår det at Medicinsk Museion-konceptet er en integrering af; Forskning, formidling, samlinger, undervisning, bevaring. Men hvert af disse områder har forskellige og paralelle satsningsområder.
Så derfor, på spørgsmålet om der skal være plads til alternativ behandling i Medicinsk Museion-konceptet, så er der allerede alternativ behandling repræsenteret i museets samlinger.
Hej Anders - jeg tror at det afgørende i den diskussion. som du og jeg har kørende i baggrunden ligger i det du skriver:
Det mener jeg ikke er rigtigt. Medicinsk Museion (som integration af de fire funktionsområder) har eet satsningsområde: den moderne biomedicin 1955-2005. Så både mht. til forskning, undervisning, samlinger (indsamling) og udstillinger ligger fokus på den moderne biomedicin. Det var for at minde om det, som jeg skrev “Tanker om fokusering og prioritering …” den 15. marts.
Et par spredte kommentarer:
Nogle steder, især i Tyskland og Frankrig er alternativ medicin, f.eks. homøopati og “Steiner-medicin”, så udviklet og kommercialiseret, at der ikke er nogen principiel forskel på alternativ og etableret medicin. Den har biomedicinens karakteristika, incl egen forskning. Sådanne “øer” er måske også ved at opstå i Danmark, bl.a. hjulpet på vej af videnscentret Vifab.
Hvis “biomedicin” også er syge og raske menneskers valg, ønsker og forventninger i år 2005, så er alternativ medicin som en mulighed også en del af dette kompleks. Som jeg skrev i en artikel i 2002 “Om alternativ behandling, dialog og det historiske perspektiv” er det interessant, at det der gennem lang tid har været et karakteristika ved alternativ behandling, og som det mange patienter øjensynligt har været glade for, nemlig den individuelle behandling af patienten, ser ud til at kunne blive en mulighed i den moderne biomedicin. Jeg tror ikke det er tilfældigt at biomedicinen søger at gå den vej. Der er teknologisk mulighed for det, men der er også et stort marked, som den alternative behandling har vist. På den måde kan biomedicin og alternativ medicin “låne” karakteristika fra hinanden. Jeg tror også at den moderne biomedicin vil have forskellige afsmittende virkninger på den alternative behandling. På den måde fungerer den etablerede moderne biomedicin jo i et samspil med andre slags medicin.
Kristeligt Dagblad har iøvrigt en artikelserie om alternativ behandling. Den første artikel hænger på opslags tavlen.
Lars Ole Andersen
Hej!
Har läst er diskussion på webben. Förstår att ni i någon form av styrdokument (handlingsplan) redan har avgränsat verksamheten till den moderna biomedicinen mellan 1955 och 2005 och det är ju ok att avgränsa sig om det motiveras på ett rimligt sätt. Anledningen till att jag lyfte frågan är ju min önskan att (i framtiden) kunna besöka ett museum som (när tidsandan tillåter?) kan inta ett mer distanserat förhållningssätt till biomedicinen. Biomedicinen har ju för många blivit detsamma som medicinen (den som enligt evolutionismen har manövrerat ut andra medicinska kulturer/traditioner), samtidigt så förenas ju en del av allmänheten, vissa läkare och alternativmedicinsk expertis i en allmän kritik av det växande läkemedelsberoendet som går allt längre ner i åldrarna och den tajta lieringen mellan biomedicinsk expertis och läkemedelsföretagen. Det kan vara viktigt att föra fram för att nyansera föreställningar om att snart har “den vite mannen avslöjat naturens och mänklighetens alla koder och kan hantera och kontrollera dessa i sina labb och sina apparater”, bara man får ännu mer resurser!!!
Svårigheten ligger ju som Tomas nämnde i presentationen av samexisterande medicinska diskurser så att det blir komplext och därmed intressant, och inte blir etablerad och marginell, svart eller vitt, modern eller primitiv, vinnare och förlorare etc. Den pågår ju också forskning om alterantiv medicin runt om i världen, och de nordiska länderna har forskargrupper som träffas årligen för att uppdatera sig inom dessa fält. Begreppet medicinsk pluralism som använts av antropologer som tidigare studerat samexisterande medicinska verskamheter i länder i tredje världen har under senare år fått en tillämpning i västerlandet, när en rik välutbildad medelklass har råd att bruka en alterantiv, oftast privat, vårdsektor. Den sociala organiseringen av så kallade alterantiva metoder skiljer sig åt mellan länder, och de nordiska länderna ligger inte i fronten här. WHO har i sina mål och riktlinjer förordat en integrering av alternativa metoder och poängterat betydelesen av forskning som undersöker effekter av kombinationer av naturläkemedel och syntetiskt framställda med mera.
Om målformuleringen för Medicinsk Museion handlar om biomedicinen bör kanske den alternativa sektorn inte tas med som ett marginellt exemepel på “något annat”. Väljer ni istället andra inriktningar utifrån medicinska teman i utställningar kan både den nordiska fokliga läkekonsten och den moderna alternativa medicinen utgöra medel för att göra bilden av läkekonst och bot mer fullständig i förhållande till reeell praxis i nutid!
mvh
AnnCristin Winroth
/kultur och medier etnologi
Umeå universitet
Det er ellers en ordentlig diskussion der er kommet igang med mange interessante aspekter. Det er jo rigtigt som Hanne siger at de terapeutiske gennembrud i den genteknologiske æra kun har været på “smalle” områder. I fredags overværede jeg et symposium på BRIC: Cancer biology. Der var ikke så meget om cancer, men det gav mig en klar opfattelse af hvad biomedicinen hidtil har medført. Det er på undersøgelsesområdet, ikke så meget det terapeutisk. De sidste 50 år har i accelererende tempo givet os muligheder for analyser af stoffer i levende celler, som bekendt herunder vores arveanlæg i DNAet, Men herfra er der langt til terapeutiske interventioner. Det er derfor ikke noget tilfælde at prænatal diagnostik på fostres arveanlæg er det område hvor bioteknologi har været anvendt længst og mest udbredt på det medicinske område.
Lige nu går vi fra genomics: studiet af DNA til proteomics: studiet af proteinstofferne i cellerne. Siden ca. 2002 er der sket en eksplosiv teknologisk udvikling i mulighederne for at se hvordan de levende cellers endelige proteinprodukter bliver til ved en enormt variationsrig aflæsning af den i sig selv meget konstante genetiske kode. Perspektivet er at man direkte fra en syg celle kan få oplysning om hundredevis af stoffer, hvoraf mange hidtil har været ukendt. Det må jo kunne bedre vore muligheder for at forstå hvad det er der foregår i cellerne ved kroniske og alvorlige sygdomme og dermed forhåbentlig give terapeutiske gennembrud, men den udvikling er først lige begyndt !
Med hensyn til den alternative medicin hører den jo med hvis man skal give en fremstilling af hele det medicinske landskab. Men ellers må man vel sige at der næppe er større modsætninger end biomedicin og alternativ medicin, hvor første er karakteriseret af naturvidenskabelig metode og kritisk holdning, mens den anden mangler dette.
Som jag nämnde i tidigare inlägg så pågår det forskning inom det alternativa fältet, som i sig är ett stort, mångfacetterat och vitt fält (se till exempel kartläggning i den statliga utredningen SOU 1989). En del av denna utmärks också av naturvetenskaplig hållning (om det är kriteriet för vetenskap och “sanning”) och krav på vetenskaplighet. Här har ju omsättningen av WHO:s dokument genom en utvecklad forskning stor betydelse. Alltså: utvecklas inte forskning inom ett viss område så utvecklas ju heller inte kunskapen och det tolkas då som att “det inte finns någon forskning med vedertagen metodik att tillgå. Man skulle kunna illustrera det som att det medicinska landskapet bara delvis är upplyst, vissa områden med spotlights och andra områden inte alls, för att det etablerade forskningssamhället inte alltid har metoder som förmår att hantera hela det medicinska fältet. Sen får vi ju inte glömma att jämte dagens biomedicinska forskning, pågår humanistisk och samhällsvetenskaplig forskning inom medicinens områden. Detta fält som varit stadigt framväxande kan ju vara en hjälp till att spegla olika medicinska grammatiker/diskurser så att vårt perpsktiv här blir kritiskt prövande, precis som för alla sociala och samhälleliga aktiviteter. kanske speciellt inom ett fält där det finns så tydliga förbindelser mellan forskning och företagsvinningar. Min inledande fråga handlar således om reflektion. Tidigare medicinhistoriksa museer har ju utgjort en form av tempel för skolmedicinens framväxt och utveckling. Frågan är om de nya medicin(historiska)muséerna ska utgöra ett samtidens tempel för en smalare medicinsk verksamhet där stora framgångar görs på molykelär och genteknologisk nivå enbart eller om det (för en vidare allmänhet) finns andra, för folkhälsan, relevanta medicinska teman att ta fasta på?
Spørgsmålet om det hensigtmæssige i at Medicinsk Museion fokuserer på den moderne biomedicin kan altid diskuteres. Men jeg tror ikke man kan bruge det argument, at historieskrivning og udstillingsvirksomhed omkring folkesundhed og helseforskning skulle være tilsidesat. Tværtimod. Medicinhistorisk forskning har op igennem 90′erne og 00′erne i stigende grad fokuseret på public health, sygepleje, etc. Detsamme har museerne, ikke bare i Sverige og Norge, men også internationalt, fx. Deutsche Hygiene Museum i Dresden, for at tage et blandt mange.
Omvendt er det sådan, at den moderne biomedicin ikke er genstand for meget medicinhistorisk forskning (det kan man se hvis man kikker indholdsfortegnelserne i tidsskrifter som Bulletin for the History of Medicine og Medical History igennem). Og den har heller ikke fået museernes opmærksomhed — bortset fra Science Museum i London findes der faktisk ikke noget medicinhistorisk museum som har taget den moderne biomedicin alvorligt — på trods af, at biomedicinen (på godt og ondt) fylder meget i det samlede medicinske nutidslandskab, både med hensyn til hvor mange mennesker som kommer i kontakt med den (patienter, sundhedspersonale) og hvor store samfundsressourcer den bruger.
Vores fokus på den moderne biomedicin er ikke ideoologisk betinget. Vi beskæftiger os ikke med den, fordi vi dyrker den som en afgud eller vil bygge et tempel til den. Men vi afviser den heller ikke. Først og fremmest noterer vi at den findes, at den fylder meget i de sidste 50 års historie og at den stort set er uopdyrket, historisk og museologisk set.