Hvordan skal man forholde sig til begreber som “oplevelsesøkonomi”, “oplevelsessamfund”, “oplevelsesturisme” mm.? Det griber nemlig om sig. Og det er ikke uden konsekvenser for Medicinsk Museions profil, især på udstillingsområdet. For nu at stille sagen lidt på spidsen — kan genchippen tilgodese “vores behov for oplevelser” — som en professor på RUC mener at det nye “oplevelsessamfund” handler om?

Rambøll Management etablerede allerede i 2001 et Center for Oplevelsesøkonomi®. Og nu eksploderer initiativerne rundtom det ganske land. Seminaret for Kunst og Håndværk har lige søsat en BA i design og oplevelsesledelse (http://www.oplevelsesturisme.dk), som skal lære unge mennesker “leisure management”, dvs. at skabe “levende, pulsende oplevelsescentre”. Og Center for Kunst og Videnskab ved SDU er helt med på vognen når de henviser til Anders Fogh Rasmussen (“Danmark skal være et vidensamfund”), Helge Sander (“forskning skal ud til folket”) og Per Stig Møller (“oplevelsesøkonomi [er] Danmarks største eksportvare” — ergo behøves Center for Kunst og Videnskab.

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation har lige afsat 14 mio. kr. til forskning i “sammenhængen mellem kulturarv og oplevelsesøkonomi”, med motiveringen at “‘Oplevelse’ og ‘oplevelsesøkonomi’ er i de senere år blevet centrale begreber, når vi diskuterer, hvad Danmark skal leve af fremover. Vores kulturarv er et af de helt stærke kort, når der skal skabes og formidles oplevelser”, skriver FKK på deres hjemmeside.

Forskningsrådet analyserer ikke disse “centrale begreber” nærmere. Det er ærgerligt, for jeg har ikke kunnet finde nogen kritisk analyse af begrebet “oplevelse”? Hvad er “oplevelser” i det hele taget? Hvad indebærer det at “få” en oplevelse (af nogen)? At “skabe” en oplevelse (for nogen)? At “dele” en oplevelse (med nogen) eller at “få en på opleveren” (vel ironisk ment)? Kan man “tage” en oplevelse (fra nogen)?

Har man behov for “oplevelser” ligesom man har behov for mad og søvn? Kan man blive syg af mangel på “oplevelser”? (Og omvendt: kan man blive syg af for mange “oplevelser”?) Er “oplevelser” subjektive mentale tilstande, eller er de “objektivt eksisterende” derude? Er “oplevelser” sociale konstruktioner? Er det at “give” nogen en oplevelse en kærlighedshandling, eller en form for subtil magtudøvelse? Er “oplevelser” diskursive? Er “oplevelsesøkonomien” senkapitalismens dødsrykning? En negation af informationssamfundet? Er “oplevelsesøkonomien” et led i globaliseringen? Spørgsmålen er legio.

Og hvad vil det sige at museer og kulturarv handler om at “skabe og formidle oplevelser”, som FKK udtrykker det? Indebærer det at man forlader tanken om at museerne har et didaktisk formål? Forlader man tanken om at museerne skal bidrage til at skabe national identitet? Ikke fordi jeg mener at didaktik eller national identitet er uproblematiske størrelser, men det ville være interessant at høre, hvordan man mener at “oplevelse”, “dannelse” og “national identitetsskabelse” hænger sammen (eller ikke hænger sammen).

Jeg er ikke vild med didaktiske eller identitetspolitiske formål. Men jeg føler mig heller ikke helt tryg ved tanken om at gøre Bredgadekomplekset til et “levende, pulsende oplevelsescenter”. Vi har ikke rigtigt diskuteret, hvordan vi skal forstå interfacet mellem Medicinsk Museion og “the multitude”(se indlæg 12. juli. Vil vi virkelig at de nye udstillinger skal bidrage til “oplevelsesøkonomien”?