Recent biomedicine free zone
Programmet til European Association for the History of Medicine and Health + Society for Social History of Medicine’s møde i Paris den 7.-10. september er nu tilgængeligt on-line. Programmet tyder på at den kulturhistorisk orienterede helse- og medicinhistoriske forskning i Europa har det godt — 28 sessioner med 3-5 foredrag i hver session — men det er også påfaldende, at de sidste 50 års biomedicinske udvikling stort set er usynlig i programmet. Det er andre konferencefora, fx International Society for the History, Philosophy and Social Studies of Biology og Society for Social Studies of Science, der tager den udfordring op (jfr indlæg her den 27. maj). Årets konferenceprogrammer illustrerer den lidt kedelige tendens til kognitiv arbejdsdeling der er i gang mellem
1) på den ene side social- og kulturhistorikere, der fokuserer på ‘health systems’, ’social welfare’, ‘health care’, ‘public health policy’, ’social medicine’, ‘health cultures’ frem til ca. 1970′erne (det fremgår tydeligt af annoncen til Society for Social History of Medicine’s årsmøde 2005), og
2) på den anden side en mere diffus, tværfaglig kombination af historikere, sociologer, filosoffer, antropologer, politologer, communication studies-folk mm., som fokuserer på biomedicinske fænomener som ‘medical objects’, ‘representations’, ‘transplantation’, ‘reproduction technology’, ‘pharmacogenomics’, ’stem cells therapies’, ‘imaging technologies´, etc. fra ca. 1950′erne og fremover. Er det den til synes evige dichotomi mellem pleje og forebyggelse hhv. medicinsk videnskab og teknologi som slår igennem også blandt historikere m.fl.?
26 Jul 2005 Thomas
Det er næsten altid problematisk med dikotomiseringer. De kan vel være anvendelige af pædagogiske eller politiske årsager, men de er normalt alt for unuancerede. Jeg er ikke sikker på at Virginia Berridge, Ulrich Troehler eller Roger Cooter ville være tilfredse med at blive beskrevet som nogle, hvis historiske tidshorisont var gået i stå et sted i 1970′erne. Ulrich Troehler har jo iøvrigt et oplæg på konferencen i Paris til september om “Dead is not dead. Brain death in Switzerland 1960-2000.” Han har bare et meget bredtfavnende syn på historien og har beskræftiget sig med alt muligt fra kvantificeringen af medicinen i 1700 tallet, medicin i kz-lejre under anden verdenskrig til kirurgi i det 20. århundrede. At Roger Cooter på konferencen har et oplæg om repræsentationen af den sunde krop på plakater fra 1900-1950 berettiger vel næppe til at rubricere ham, som én der ikke har opdaget medicinen fra 1950 og fremefter.
Jeg har overvejet, om der ikke nogen gange var den forskel på social/kulturhistorikere, og 4S folk at de første mest beskæftigede sig med sygdomme og patienter og sidstnævnte med videnskabsmænd og kvinder, altså med produktion af “sygdom” og “patienter” overfor produktion af “videnskab” eller “betingelser for videnskab”. Men dette er nok også en alt for simpel dikotomisering. Det forholder nok snarere sådan, at kongresser og seminarer kan have et bestemt fokus og tidshorisont, men at videnskabsmænd meget vanskeligere lader sig rubricere, noget du jo selv er inde på i dit oplæg her på webloggen til mødet i Pasadena til efteråret: “Medicinsk Museion deltager med en session: ““Carnevalesque medicine: Representing and displaying curious, anecdotal, unique, peculiar and monstrous biomedical objects”” med i alt tre papers….”
Jeg er helt enig med dig i at videnskabs mænd og kvinder normalt unddrager sig sociologiske og metavidenskabelige kategoriseringer. Arbejde, intuition, inspiration, kildefortolkning, forsøg m.m. er jo ofte påvirket af en mangfoldighed af faktorer, en hverdagslivets mangfoldighed der vel snarere er regnbuefarvet end grå, og som ikke lader sig indfange eller beskrive af kasser, kategorier og dikotomiseringer. Men det gør det jo også sværere at anvende en dikotomisering som social/kulturhistorikere overfor 4S folk.
Hmm — jeg er ikke sikker på at jeg er enig i din programerklæring om at “hverdagslivets mangfoldighed … snarere er regnbuefarvet end grå, og … ikke lader sig indfange eller beskrive af kasser, kategorier og dikotomiseringer”. Det er for nemt. Vi HAR brug for analytiske kategorier og begrebsdannelser, vi kan ikke UNDGÅ at lave distinktioner — det er selve kernen i en videnskabelig forholdningsmåde til verden. Det betyder ikke at man skal lade sg nøje med eksisterende begreber, kategorier og distinktioner. Begrebsdannelsen er i konstant forandring, kategorierne udsættes for kritik, der sættes spørgsmålstegn ved distinktionerne. Men at sige at verden “ikke lader sig indfange eller beskrive” er for mig at se en afvisning af muligheden at bruge sproget til noget som helst. Og det er en naiv afvisning, fordi hvis man tror at alt er en regnbuefarvet mangfoldighed uden distinktioner, så er man sig ikke bevidst om de kategorier og begreber man alligevel hele tiden (altid, allerede) er nødt til at bruge for at overhovedet at færdes i verden. Så hellere bevidste kategoriseringer og forsøg til begrebsdannelser og diktomiseringer end at bilde sig selv ind at man kan stå uden for sprogets strukturerende konsekvenser. Du er selv et godt eksempel på en sådan ubevidst dikotomisering — du afslutter med at indføre to måder at forholde sig til videnskabsmænd og -kvinder — den ene som har respekt for mangfoldighed, den anden som indebærer kategorisering og dikotomisering. Er det ikke en dikotomisering så hved jeg ikke hvad det er. Min pointe er ikke at du gør noget forkert i at dikotomisere — min pointe er at du afviser dikotomisering uden at være klar over at du bliver nødt til at indføre netop en dikotomisering for at kunne argumentere.
Nu var mit indlæg ikke ment som en argumentation mod brugen af begreber og teoridannelser generelt, men mod simplificeringer og konsekvenser af firkantede dikotomiseringer.
Jeg har bare stadig svært ved at få dine egne udsagn, som var det jeg tog udgangspunkt i, om at
“the only objects that are systematically expected to be fundamentally undisciplined, singular, unpredictable and eccentric are individual researchers themselves. Thus (and despite many sociological dreams to the contrary) researchers expect and constantly reconstruct themselves and their peers – e.g., in biographical and autobiographical narratives and in lab gossip – as performative rather than habitual, deviant rather than ruly, quirky rather than smooth. In their self-understanding they eschew the ruly categories of metascientific narration, and refuse to be categorised and contextualised.” (oplægget til Pasadena mødet)
…til at passe med dine udsagn om hvordan social/kulturhistorikere er og hvordan 4S videnskabsmænd er. Medmindre “self-understanding” er et centalt ord her, så du mener at det kun er i deres “self-understanding” de er unpredictible.